Viggo blev født 1896 i datidens vilde vesten, og det var Esbjerg.
Byen var nylig blevet købstad, og folk strømmede mod vest til den eksplosivt voksende by med den nye store havn. Det var alle slags mennesker, fornemmer man tydeligt ved læsning af de lokale dagblade, seriøse og fusentastere, fantaster og realister. Man læser om værtshusslagsmål og om uartige damer (dog mere floromvundet omtalt) og fornemmer, at ordensmagten havde ganske travlt med at holde styr på de mange mennesker under det, der tit var Klondyke-agtige tilstande.

Viggos far August havde sejlet "med fremmede nationers skibe" i sin ungdom, så det har sikkert passet ham fint at komme til den store havn. Efter sit giftermål havde han fået næringsbrev som høker i Nordsjælland, og det kombinerede han nu med sit kendskab til stof og klæde fra sin lærlingetid som væverdreng i Sakskøbing. Han fik stillet noget manufakturhandel an, og senere kaldte han sig marskandiser.
Men det gik vist ikke rigtigt med forretningerne, så derfor forlod han sin familie og tog ud at sejle - i starten som fyrbøder til England, senere til U.S.A. for at forberede en udvandring for resten af familien. Inden det kom så vidt - at vi allesammen var blevet amerikanere! - døde han i det fremmede på et ukendt sted senest 1904.
Den familie han efterlod i Esbjerg, bestod af hans kone Methea, en husmandsdatter fra Bisserup ved Skælskør, og deres fælles 6 børn: Rose, Leonhard, Victoria, August, Viggo og Max.
Viggo har fortalt, at han kom at tjene som 8-årig, og det kunne godt passe med at være samtidig med faderens død. Han kom ud på landet et sted ved Holsted og havde det vist ikke så dårligt, idet han havde "familiær" status hos et barnløst ægtepar. Særlig konen Anna omtalte han senere i rosende vendinger, og sønnen Hans var som barn med på besøg på gården sammen med sin far. Men det har jo under alle omstændigheder været hårdt at forlade sin mor og sine søskende.
Det er ikke helt overensstemmende med folketællingerne i 1904 og 1906 i Esbjerg, hvor Viggo er opført hjemme hos sin mor. Men i 1909 er han ikke hjemme.
Viggo var soldat (Viborg?) og der eksisterer et billede af ham i militær arbejdsuniform (hos Vera i København?)

Han har sikkert hele tiden arbejdet ved landbruget, og da han 6.apr.1923 i Bramdrupdam hos sognefogden bliver gift med Marie Nebel, ernærer han familien ved at arbejde som fodermester rundt omkring (Vejen i 1923, Trustrup 1925-28). Senere kommer familien til Esbjerg og han bliver optaget i bymiljøet som først som kudsk, senere som arbejdsmand. Til sidst som havnearbejder ved korn- og foderstoffer, hvor han gik sammen med sønnen Hans. Han udviklede "stenlunger" af det meget støvede arbejde, hvor man jo også skulle arbejde på bunden af lasten med sækkene eller skovle korn og foderkager, og han døde på havnen i 1953 som følge af sin dårlige tilstand. Viggo var godt klar over, at han havde kort tid igen, for det havde lægen fortalt ham, men ingen andre fik det at vide og ingen kunne mærke det på ham. Livet gik bare sin vante gang. Arbejdskammeraterne fortalte Hans, at hans far var blevet kørt på sygehuset, og Hans kørte derefter på sin cykel rundt fra det ene sygehus til det andet, indtil man fandt ud af, hvor faderen var, og han var død. Farmor Marie fortalte, at hun stod og hængte vasketøj op i gården i Teglværksgade 7, da Hans kom med det dårlige budskab, og hun vidste med det samme, hvad der var sket. Så han må jo have været synlig dårlig i forvejen.

Sønnen Hans omtaler sin far som en meget retskaffen og tålmodig mand, der kendte sine pligter. Men han kunne åbenbart også vove pelsen: Viggo og Marie havde gået og kigget til hinanden, og da de var til komsammen i forsamlingshuset (jeg tvivler på, at det har været et rigtig bal!), kom de da ud at danse sammen. Men det kunne Viggo ikke, så han sprang bare rundt, så Marie blev helt flov. Men hun kunne åbenbart ikke stå for ham alligevel.
Da han i sluningen af 20´erne boede i Trustrup, skaffede han brændsel ved (efter den lange arbejdsdag) at grave stød op og flække dem. Herefter blev de tørret på komfuret for at blive brændt til sidst. Rødderne fik han gratis af bonden!
Engang var en sparebøsse, som Frelsens Hær havde sat op på Viggos arbejdsplads på havnen, blevet brudt op. Så spurgte Viggo, hvad der plejede at være i bøssen, tog læderet frem og gav et tilsvarende stort beløb som den første, og andre fulgte ham i det, så Hæren fik de sædvanlige penge og mere til til deres sociale arbejde.
At det har været et stort offer, fremgår af den omstændighed, at Viggo blev tilbudt en byejendom i 30´erne, bare for at overtage prioriteterne. Men så skulle han betale et beskendent beløb mere i husleje, og det turde han ikke binde an med. Senere viste det sig jo at være en dårlig beslutning.
Sønnen Hans husker, at hans far fik ferie for første gang. I otte dage. Hver dag gik han ned på arbejdspladsen for at passe sine heste!
Jeg tror, at han var meget glad for sin kone og sine drenge. Han kunne finde på, at snige sig op bag ved hende i køkkenet og tage om hende, mens Marie sagde, at det måtte han ikke gøre, når børnene så det. Og hvis den gamle Marie (farmors mor) var der og så det, sagde hun til ham: "Åh, hål op din gaml nar!"
Fra Kajs kone Vera har jeg fået nogle gamle festsange, der vidner om et nært forhold mellem ægtefællerne.

Marie skrev ved sølvbrylluppet i 1948:
Ja, 25 Aar svandt bort - dit Haar var sort - nu er det gråt,
men lige venligt er dit Smil og lige kærligt Sindet dit
ja lige varmt jeg veed forvist, dit Hjerte slaar for mig.
Hav Tak for hver en trælsom Dag, for hvert et brydsomt Tag,
du tog for Børnene og mig - du var aldrig bange for Slid -
hav Tak du kære for din Flid. I Med- og Modgang vidste
jeg en trofast Ven ved Siden staar og hvor det saa end gaar,
da er vi eet og sammen gaar, vor Vej i ondt og godt.

Sønnen Kaj skrev i et vers ved samme lejlighed:
Og Far vi dig ej glemme
du aldrig svigtet har,
du sled for os derhjemme
det største læs du bar,
men du var altid lyklig
ved dine Børn og Mor
vi veed, at du er dygtig
og Godhed hos dig bor.

Under en af de senere ferier cyklede Viggo og Marie bl.a. til bekendte ved Ry.
Sønnen Hans har fortalt, at Viggo engang ved middagsmaden foreslog, at det skulle dele medisterpølsen på en ny måde: det halve fik Viggo og det andet halve skulle deles mellen Marie og Svend, der så skulle dele ... o.s.v.
Hans synes, at det var en vældig god idé, for så fik han ihvertfald mere end Kaj, der var den yngste! Da Hans så resultatet, blev han vist noget muggen.

Viggo var naturligt nok glad for sin have, og havde en sådan på Gejsingvej 17, hvor sønnen Hans i 1949 byggede hus bagerst på grunden.
Sønnesønnen Kaj bilder sig ind, at han kan huske, hvordan han blev fodret med produkter fra haven, medens han sad på en lille bænk. Men han var også kun 3 år gammel, så ....
Om sommeren i starten af 50´erne lånte familien et lille sommerhus ("Bills Bo" husker jeg det hed) på Fanø, hvor kvinder og børn holdt til, og mændene kom så efter arbejdstid på deres cykler.

Jeg er kommet til at tænke på, at jeg aldrig har set noget skriftligt fra ham. Men det var nok heller ikke det, han brugte mest tid på!

Se Viggos forfædre.

Skrevet af Kaj Ahlburg.
Ry den 9. juni 2005.