Max Edison Labohn Ahlburg blev født i Esbjerg i marts 1899, da familien boede i Danmarksgade 60.
Han blev døbt den 28. maj i Vor Frelser kirke i Esbjerg. Han var familiens yngste, og hans mor var 32 år på dette tidspunkt. Faderens erhverv var på dette tidspunkt sømand, og da denne snart efter døde i USA, er det sandsynligt, at Max ikke har kunnet huske sin far, ja måske endda aldrig set ham.
Max´es barndom har nok ikke været særlig spændende, eftersom moderen måtte forsørge den halvstore børneflok alene. De to ældste brødre Leonhard og Harald fik sig en uddannelse som henholdsvis kleinsmed og glarmester, Viggo måtte tidligt ud og arbejde ved bønderne, og det er nok sandsynligt, at samme skæbne blev Max´es. Ihvertfald blev han ikke konfirmeret i Esbjerg, så mon ikke han har været blandt fremmede.
Måske kom han tidligt ud at sejle. Der findes et foto af ham ombord på en skonnert "Golden State", hvor han optræder i kabys-påklædning. Skibet var på vej fra Sydney i Australien til San Francisco. Han er nok afmønstret efter denne sejllads for 19 år gammel genfinder vi ham i San Francisco, hvor han i Verdenskrigens sidste måned lader sig indrullere i den amerikanske hær. Der findes et foto af ham i uniform, men hærlivet varede heldigt nok for ham ikke længe.
Max har uden tvivl været under stærk påvirkning fra sine ældre søstre Rosa og Victoria. Det var unge damer med ben i næsen. De var emigreret kun 16-17 år gamle til Arizona i USA. Victoria vendte ganske vist næsen hjem igen, ligesom Harald også skulle have været en tur i det fremmede, hvilket jeg dog ikke har kunnet dokumentere. Max korresponderede med Rosa, eftersom ovennævnte fotos har været gennem hendes hendes hænder, inden de endte i Danmark.
Noget kunne tyde på, at Max hurtigt fik hang til Australien, for i 1918 har han i Brisbane fået udstedt et "Alien Registration Certificate", men samtidig fortsatte han med at sejle, og han er registreret nogle gange i New Yorks havn (Ellis Island). På disse ture har han bl.a. været på Nykaledonien gennem Panamakanalen og i England.
I 1931 er Max optaget på en valgliste i North Melbourne i staten Victoria i Austtralien.
I perioden 1939-1943 boede han som fisker forskellige steder langs floden Darling i North South Wales.
På grundlag af forskelligt materiale i havnearkiver og hos myndighederne i Australien kan jeg give en ret nøje beskrivelse af Max: Han havde blå øjne, brunt hår (gråt da han var 40 år), mellem 5 fod 7 tommer og 5 fod 8 1/2 tomme høj (170-174 cm), 135 gamle amerikanske pund (61 kg), tattoveringer: soldatergrav og pige på venstre underarm, og en 3-masters fuldrigger på højre.

Understående tekst er skrevet på bagsiden af billedet, som findes på foregående web-side.

PACIFIC OCEAN 1917:
[Tekst bag på billede]
made umbord the Choner Golden State 14/6/1917 2 30 Latetute 152 3
longtetute, boun Sydney to Sanfra Cisca. M.E.L.A.
dette er 2 Aar gammelt Rose
[Kommentar: Don Watson fortæller, at dette er påklædning for en, der arbejder i
 kabyssen.]

[16.12.2008. Redigeret af Kaj Ahlburg]